Min historie

Jeg er vokset op i en forstad til Aarhus. Her følte jeg mig ofte anderledes. Når de andre købte Dolce & Gabbana tøj gik jeg i blomstrede nederdele fra genbrugsbutikken. Når de andre gik til håndbold var jeg til ridning. Der stod i min blå bog at min mest brugte sætning var “det er jeg uenig i fordi…” Allerede dengang havde jeg intet problem med at udfordre normerne. Men jeg længtes voldsomt efter nye horisonter!

 
 

Som 14 årig tog jeg på efterskole og fik straks udvidet mit verdenssyn. Jeg havde det fantastisk blandt punkere, hipstere, poptøser og metalhoveder. Det var et vigtigt år for min selvforståelse, det spirrende kærlighedsliv og ikke mindst min nyerhvervede cd-samling af efterskoleklassikere som Dizzy Mizz Lizzy, The Doors og Kashmir.

I gymnasiet var jeg optaget af selvudviklingsbøger og jeg lå ofte derhjemme og læste i en ordentlig moppedreng ved navn “Senmodernitetens idéhistorie” når der var gymnasiefester. Jeg læste selvfølgelig også kulørte blade, og som 17 årig faldt jeg over en artikel om it-pigen Emma Leth, der gik på “Talentholdet”. En intern uddannelse på Danmarks Radio hvor hun brugte sine talenter til at skabe medieindhold. Det lød godt nok spændende og jeg brugte lang tid på at dagdrømme om at blive en del af det. Der var desværre lukket for optag og efter studentereksamen og to sabbatår, startede jeg på universitetet i Aarhus.

Min voksende trang til at stille spørgsmål og filosofere over tingenes tilstand fik mig til at vælge at studere idéhistorie. Jeg måtte dog efter to semestre indse, at jeg var for utålmodig til det akademiske system. Jeg kunne da bare læse spændende bøgerne selv og slippe for gruppearbejde og eksaminer?

 

Simultant med at jeg blev i tvivl om studierne, var der pludselig åbent for optag på DR’s Talenthold! Jeg besluttede mig for at melde mig ud af Aarhus universitet og fortælle universet at nu var der kun én mulighed tilbage: en plads på Talentholdet, som jeg havde læst om i damebladet. Efter tre måneders intensiv casting fik jeg en af de fire pladser. Min lykke var gjort for der var 600 der søgte ind! Og jeg fik endda den vidunderlige besked på min 21 års fødselsdag mens jeg havde bacon i ovnen og ventede gæster!

Jeg pakkede straks to kufferter og tog toget til København med en veninde. Her blev jeg lukket ind i DR byen og kom i lære som radiovært. Det var to vanvittigt sjove, lærerige og udfordrende år under vingerne på de dygtigste radiomennesker i Danmark.

Tiden i Danmarks Radio bekræftede dog også min sensitivitet og længsel efter autencitet. Ofte måtte jeg skippe fredagsbarer og networking til fordel for timevis i saunaen i min lokale vinterbadeklub. De spidse albuer og det overfladiske miljø var ikke altid nemt at være i, men jeg blev hængende fordi radio blev mit kald! I dag mener jeg at halvdelen af min uddannelse som radiovært bestod i at lytte til tusindvis af liveradiotimer på min gamle B&O radio. At lytte blev min måde at søge inspiration og udvikle mine kompetencer som lydentusiast.

I årene efter Talentholdet var jeg ansat på P1, P4, Tv2 Østjylland og Radio 4. I gennem hele min karriere i corporate vidste jeg, at der var noget mere meningsfuldt for mig derude. Noget der ville få mit hjerte til at synge og støtte mit livsformål.

 
 

“Efter 7 år i mediebranchen som radiovært, tilrettelægger, producer og redaktør sagde jeg op pga. begyndende stress. Podcasting var i mellemtiden kommet til Danmark og her var et medie hvor jeg oplevede autencitet og sårbarhed! Alt det jeg havde manglet på de store radiokanaler”

 

“I foråret 2021 flyttede jeg i et gammelt bindingsværkshus på Djursland. Jeg besluttede mig for at blive selvstændig med en nysgerrig tilgang til at “leve af at være mig selv”. På min 30 års fødselsdag fik jeg en container som i dag er mit lydstudie og kontor. Her holder jeg visionen om at leve af podcaste, skabe online kurser og dele mine gaver med omverdenen”